mandag den 31. august 2009

La Premiére - Velkommen - Bienvenue -


Min nye blog om Det franske Felttog. Nu hvor tiden nærmer sig, kan jeg blive skiftevis euforisk, panisk eller bare almindelig nervøs for om mine katte er døde og mit hus ligger i ruiner, når jeg vender hjem til det danske i starten af november igen... sikke en tillid til Sønnen, han læser nok ikke med...undskyld...!!
Hvor kunne jeg dog få den skøre ide?

Ja der ser jo slet ikke godt ud ved badesøen , vel?

Jeg sad og kiggede i gamle numre af bladet "La France" som jeg havde erhvervet formedelst 2 kr. stykket hos Genbrugsen, og der var jo de der rubrikannoncer, der tilbød huse, lejligheder til købs og til leje i det franske. Mums, hvor hun fik fordybet sig i herlighederne.
Det endte med en aftale - på siden rentaplaceinfrance kan man finde de skønneste steder at leje, blot man bliver mindst en måned, og det er kun i vintersæsonen, d.v.s. oktober til april incl.

Jeg lovede mig selv at tage af sted, jeg har ikke været på ferie i 4 år, og hele min sygemeldingssag med efterfølgende afsked og tjenestemandspension har trukket mange tænder ud. Nu kan man måske finde en god og billig tandlæge i det franske....

Hvorom alting er - sidst på denne måned læsses bilen med hunde, kufferter og strikvarer, og så går det dernedad de tyske Autobahner - forbi alle Ausfahrt'erne lige til Alsace, hvor jeg vil besøge Janne. Det er de foreløbige planer. Der er 1700 km til mit bestemmelsessted, så i et stræk går det ikke. Måske jeg også vil gøre et ophold nord for Frankfurt - det er frugttræ-land og der findes faktisk en Äpfelwein-und Obstwiesenroute"
og sligt interesserer jo en gammel æbleelsker og forsøgsfrugttræavler.

Inden afgang er der mangt og meget at forberede og sætte sig ind i. Jeg taler lidt fransk med hundene og mig selv og repeterer gloser - 5 nye hver dag. I dag er det - le voisins - naboer -
les vêtements - tøj - og jeg søger efter diverse ord om strik.

Jeg modtager gerne gode råd fra andre Frankrigsfarere eller interesserede, det er jo efterhånden et par år siden,jeg sidst har været der.

Francofil hilsen